Rejseoplevelse
En god fornemmelse
Billeder af Ditte Vejlin

Det er onsdag d. 27. dec. 2006, destinationen har i næsten et helt år været New Zealand, og i dag har vi nu været i landet i to ud af i alt tre uger.

Endelig, endelig lykkedes det! Endelig havde vi fundet en flyveplads, og endelig var vejret optimalt til en, mildest talt, super flyvedag.
Hooden er netop lukket, på den Duo Discus jeg har booket for de næste to timer med den New Zealandske instruktør Chris Rudge her i Omarama, NZ. Tipholderen kobler netop slæbetovet i Duo Dicsussens næsen siger, der er frit til at starte, Chris viser ham tomlen, tipholderen sørger for vingetipperne er vandrette, giver tegn til slæbepiloten og Cessna 182´eren gasser op foran os.
Kort efter take-off overdrages jeg pinden med en briefende Chris i bagsædet, da jeg ikke er omskolet til flyslæb som startmetode. I 1500 fod kobler vi ud efter en kort samtale med slæbepiloten over radioen.

Ditte

SCENESKIFT! Brun bjergside få meter ud for vingetippen.

Vi får straks fat i en super 5-6 meter boble, der nærmest sparker os op i skybasen i 6500 fod på usædvanlig kort tid. Maven hopper og danser mens vi ligger og kurver og efter kort tid, beder jeg om en brækpose for en sikkerheds skyld, da jeg ikke har fløjet i godt tre mdr. og derfor ikke er i træning på det rent karruselmæssige plan.
Vi retter op for ikke at flyve op i skyerne og fortsætter over mod den såkaldte Sydlige Bjergkæde nordøst for pladsen. Den er enorm. Der er sne på toppen af de grå kæmper, og slugterne mellem dem ser øde og forladte ud. På nær; Dér ca. 3000 fod under os og på størrelse med en tændstikæske er et andet svævefly. Man smiler altid lidt triumferende, når der er fly i lavere højde end en selv på samme kurs, da dette er afgørende for at flyve længst tid eller sågar vinde en konkurrence dag.
Vi er i mellemtiden gået væk fra at flyve almindelig termik til at flyve bølgeflyvning, der er et fænomen, der opstår, når horisontale vinde presses op ad bjergsider. Man kan herved nå utrolige højder, mens man i DK er begrænset af skybasen og dens højde den pågældende dag, da der selvsagt ingen bjerge findes der.
Da vi passerer 10.000 fod, påfører vi os iltmasker i en minimalistisk, moderne udgave, hvor nogle plastiskdimser med en slange skal i næseborene. Chris snakker i radioen med en flyveleder for at bede om tilladelse til at fortsætte, da vi nu skal ind i kontrolleret luftrum.
Jo højere op vi kommer, mere jo mere stille bliver her. Selv radioen holder op med at knevre, selvom dette blot er et tilfælde. Det suser ikke om flyet – er jeg sikker på jeg flyver? Man tænker ikke, man flyver ikke, for i denne højde er der såkaldt smørluft, så når flyet er trimmet ind, kan jeg i princippet slippe pinden og snuppe mig lidt sol, fordi luften er så rolig. Det sker dog ikke, og Chris gør mig snart opmærksom på, at Mt. Cook, NZs højeste bjerg på 3.764 meter, ligger lige for næsen af os.
Wow - og det var det bjerg, min familie og jeg tidligere selv samme dag ville op på i bil men blev forhindret i grundet tæt tåge og kraftig regn. Det er ironisk og fantastisk, jeg nu ser det uden en eneste sky over hovedet.
Lidt til højre for bjerget ligger en gletsjer, og det viser sig, jeg nogle dage senere får lov at se den fra jorden - kun få meter derfra.
De to timer er snart gået, så vi må vende næsen mod pladsen, da min far og lillebror også skal have et hop. De flyver selv.
Den dag når vi flight level 175 og må trække luftbremser for at komme ned i tide hvilket, skal jeg hilse og sige, er den mest triste og nederen handling en svæveflyverpilot kan finde på, specielt på en dag hvor selv den erfarne instruktør Chris Rudge måtte tage billeder.
   
Ditte Vejlin Pedersen